Webstech nomineret til pris

10. april 2012

DLG og Kongskilde er medejere af Webstech, som er blandt de nominerede til CONNECT Denmark prisen, som gives til særligt innovative virksomheder.

Webstech står bag en sensor, som hjælper landmanden med at overvåge afgrøderne og sikre, at de opbevares ved korrekt temperatur. Sensoren skal være med til at imødekomme udfordringen med et massivt spild af afgrøder i forbindelse med opbevaringen. Virksomheden har for nyligt indgået en samarbejdsaftale med DLG og Kongskilde om forhandling af deres produkter.

I begrundelsen for nomineringen står, at teamet bag Webstech har formået at omsætte forskning til et produkt med internationalt potentiale. At virksomheden har allieret sig med grovvarebranchen har tilmed skabt et godt afsæt til et stort og spændende, globalt marked.

Selve prisuddelingen finder sted torsdag den 19. april 2012.